Ja, ens egne websider ved man naturligvis hvornår man opdaterer. Men hvad med andres? Hvordan kan man finde ud af, hvornår en webside sidst er blevet opdateret. Der kan selvfølgelig være forskellige grunde til at man ønsker denne viden. Måske vil du gerne vide, hvor “flittig” en konkurrent er til at opdatere sin webside?
Find sidste opdatering vha. javascript
Jeg har også nogle gange været inde på websider, der virker som om de er “gået i stå”. Og man tænker, at det må være længe siden, der er opdateret her. Uanset hvorfor, er det faktisk meget let at finde ud af, hvornår en webside sidst er opdateret.
Og, nej, man behøver slet ikke at gå ind i kildekoden for at finde oplysningerne. Det eneste, du skal bruge, er et lille javascript, som kan hente oplysningerne om sidste opdatering frem.
Javascriptet er dette:
javascript:alert(document.lastModified)
Sådan finder du ud af, hvor der sidst er opdateret
- Gå ind på den webside, som du gerne vil kende sidste opdatering på.
- Kopier linjen med javascriptet
- I adresselinjen i browseren sætter du javascriptet ind, som du ser på billedet:

- Tryk “enter”
- Du får nu en javascript alert, der fortæller dig, hvornår den pågældende side sidst er opdateret. Den ser for eksempel sådan ud:

Du skal lægge mærke til datoformatet. Det er amerikansk og har måneden først. Denne webside er derfor sidst opdateret 8/1-2011.
Og tidspunktet for opdatering stemmer. Det ved jeg, for websiden, jeg har prøvet med, er min egen.


